Chokoladeovertrukne marcipankugler med dadler, chili og valnøddesnaps

Forfatter: Lili Bermann

Lilis kugler

Ingredienser:

250 gr marcipan

250 gr dadler

Valnøddesnaps – ca 20-30 ml

ca 200 gr chokolade

Ca 1 tsk chilipulver

Sådan gør du:

Dadlerne blendes og marzipanen rives groft, hvorefter massen blandes og tilsættes valnøddesnaps.

Valnøddesnapsen blev ikke målt, men jeg vil tro ca 20-30 ml. Jeg brugte meget bløde dadler så de kan ikke trække så meget væske. Bruger man de mere tørre typer kan de godt trække lidt mere alkohol.

Bland det hele godt sammen. Se på konsistensen for det skal være til af forme til kugler.

Smelt chokoladen til overtræk over vandbad sammen med chilipulveret.

Kuglerne dyppes en ad gangen med to gafler og sættes på bagepapir.

Bon appetit og god jul.

Lilis kugler 2 Lilis kugler 3

Pistacie-chili småkager

Forfatter: Helle Forsberg

Pistacie

Ingredienser:

500 g hvedemel

1 tsk. bagepulver

1-1½ tsk. knuste tørrede chiliflager

½ frisk finthakket chili

60 g. grofthakkede usaltede pistacienødder

75 g. grofthakkede mørk chokolade

375 koldt smør

500 g fint rørsukker

2 æg

Sådan gør du:

Sigt mel og bagepulver.

Tilsæt chiliflager, nødder, chokolade, og smør i små tern.

Kør i røremaskine, med dejkrog, til smørret er kørt ud.

Tilsæt sukker og æg og kør kun lige til dejen er samlet (dette er meget vigtigt, da småkagen ellers mister sin sprøde struktur).

Saml hurtigt dejen med hænderne.

Del dejen i klumper á 500 gram og tril hver af dem til en pølse (diameter som en 20 kr.).

Rul dejen i bagepapir og put dem i fryseren eller køleskabet til de er hårde. (Jeg puttede dem bare i køleskab 1 time).

Varm ovnen op til 200 grader.

Skær pølserne i ca. 1 cm. tykke skiver. Læg dem på bageplade/bagepapir, godt med mellemrum, de flyder lidt ud. (jeg lægger 5 x 5 på en plade).

Bages i 7-10 min. Hold godt øje, pludseligt har de fået nok.

Opbevares bedst i kagedåse, med tætsluttet låg.

Helles pistacie småkager

Småkager med chokolade, revet appelsinskal og chili

Forfatter: Anker Heegaard

ankers småkager

Ingredienser:

1 stang vanilje

125 g smør

200 g brun farin

1 æg

225 gram hvedemel eller groft hvedemel. Jeg hælder mest til den grove 🙂

1/2 tsk natron

1/2 tsk salt

2 spsk frisk revet økologisk appelsinskal

100 g chokolade … (jeg bruger chokoladegranulat, der har ensartede stykker)

1/4 tsk. tørret chilipulver … (jeg bruger pulver af  Bhut Orange Copenhagen)

Sådan gør du: 

Kom smør, farin, æg og vaniljekorn  i en skål og rør ingredienserne godt sammen. (Brug hænderne)

Bland mel, natron, salt, chili, appelsinskal og chokolade i og rør dejen jævn. (Brug hænderne)

Nu er dejen klar

Rul dejen til en pølse og pak den i husholdningsfilm. Sæt den i køleskabet.

Du kan med fordel lave 2 pølser (lyder forkert i en småkage opskrift) ….. så kan du skære af den ene, mens den anden er i køleskabet.

Tag dejen ud når den er kold … eller lad den stå til du har tid … evt. natten over

Skær den i 3-4 mm skiver og sæt på bageplade med bagepapir. Hold god afstand da de flyder lidt ud.

Bages ved 200 grader i ca. 10 min. (Ikke varmluft)

Din ovn kan være bedre eller dårligere end min, så hold øje med om de 10 minutter passer med din.

Kommes straks på rist og afkøles.

Varm chokolade med kaffe og chili

Forfatter: Kristine Kromann

059

Ingredienser:

150 g mørk chokolade

1 dl kaffe

5 dl mælk

1 frisk, rød chili – flækket og fri for kerner

3 spsk sukker

evt. ½ stang vanille – flækket

evt. piskefløde til flødeskum

Sådan gør du:

Skær chokoladen i små stykker.

Hæld kaffen i en tykbundet gryde og opløs chokoladen heri ved svag varme og under konstant omrøring.

Tilsæt chili, sukker og evt. vanille. Tilsæt mælken lidt ad gangen og bring chokoladen op til kogepunktet – under stadig omrøring.

Tag vanillestangen og chilien op, og servér chokoladen varm – top evt. med letpisket flødeskum.

Chokolade cookies med chili

Forfatter: Tina Ellegaard Poulsen

tinas cookies

Dobbelt dobbelt dobbelt lækker chokolade, med chili – det er hvad disse lækre cookies er spækket med 🙂 Ah okay, ikke spækket med chili, men tilpas med bid i.

Opskriften lyder som følger til ca 45 stk store cookies. Halver evt. opskriften hvis du synes 45 cookies er liiige rigeligt 😉

Ingredienser:

125 g usaltet smør

500 g mørk chokoade (smeltes)

250 g mørk chokolade (hakkes)

425 g sukker

5 æg

200 g mel

2  1/2 tsk vaniljesukker

1  1/4 tsk bagepulver

1  1/4 tsk salt

1 tsk chilipulver (eller efter smag og styrke)

Sådan gør du: 

Smelt smørret og de 500 g chokolade over vandbad.

Pisk æggene med sukker og vaniliesukkeret og rør bagefter den smeltede chokoladeblanding i.

Sigt mel, salt, chili og bagepulver sammen og rør det i.

Hak så de 250 g chokolade og bland det i dejen.

Sæt små skefulde af dejen på en bageplade med bagepapir. En god stor teske, giver cookies på ca 10 cm i bredden. Så husk at lave godt med plads imellem dem.

Bages ved 170 grader i ca. 12 minutter.

Lad dem køle godt af på bagerist og opbevar dem i lufttæt dåse eller glas……………. Hvis de overlever så længe 😉