Butterfly Kisses

Denne smukke og velsmagende sauce vandt første plads i saucekonkurrencen på Chilifestival 2017 i Rimmerhus 

Forfatter: Tina Ellegaard Poulsen
 
 
Ingredienser til ca 1 l. sauce:
550 gram friske abrikoser
1 mango
3-4 BOC eller anden chili efter ønske
1 knold ingefær ca 3 cm
3 – 4 stjerneanis, alt efter størrelse
4 dl vand
1,5 dl rørsukker
3 tsk salt
2 spsk honning
 
Sådan gør du:
Pil og udsten abrikoserne.
Skær mango i tern.
Skræl og snit ingefær i tynde skiver.
Hæld alle ingredienser i en gryde, undtagen honning og lad det hele koge mørt. Alt efter hvor frisk mango og abrikoser er, tager det cirka 15-20 minutter.
 
 
Når det er mørt, fisk så stjerneanis op og blend så hele molevitten med en stavblender. Smag på det, om der skal flere krydderier i.
Tag gryden af blusset og tilsæt så honningen.
 
Skold dine flasker og skyl dem med atamon eller vodka. Og hæld så saucen varm på flaskerne og luk.
————————————————-
Saucen er helt vildt lækker til at pensle på kylling før stegning, til pasta som sauce, på spegepølsemaden, ostemaden, til is og på chilifestivallen 2017 blev den også testet på cupcakes i ‘Camp Hans’  
 
Hvis du ikke kan finde friske abrikoser, duer det også med dem fra dåse. Saucen bliver også super lækker, hvis du i stedet for abrikos, bruger ferskner eller nektariner  
 
NOTE: Det med antal chili, kan være en svær éen at råde om. Især fordi dine BOC og mine, kan være meget forskellige i størrelsen. Så prøv dig frem   Evt. kan du tage en hel BOC, snitte den næsten halvt over, så de to halvdele hænger sammen – og smide den i saucen. (gør det med dem alle). Og når saucen har den ønskede styrke, kan du fiske dem op igen. Og evt. kan du starte med at smide 2 BOC i.
Når du så skal teste din sauce, så hav 2-3 teskeer klar i fryseren. Tag en ske frem og hæld ganske lidt sauce på skeen. Når saucen så hurtigt bliver kold, kan du både se konsistensen og smage hvor stærk saucen er, når den er kold For en varm sauce virker meget meget stærkere, end en kold sauce.
Print Friendly, PDF & Email

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *